256
Jeg blev inderligen rørt; jeg satte mig
derfor strax hen, for at tilkiendegive Dem den
Virkning det giorde. Jeg veed, De søger in¬
gen anden Belønning, end at hverve mange un¬
der Dydens Fane. Jeg kiender Sielens Adel,
min Young har viist mig den i sin guddommeli¬
ge Herlighed, men jeg føler alt for meget til Li¬
vets Ringhed og dets Møisommeligheder. Læn¬
ge har jeg været ifærd med at opgive alt Haab
om at sættes i Stand til at udøve sande Dyder,
og Heltegierninger. En haardnakken Strid med
mine Sindsbevægelser og Begierligheder paa den
ene Side, og en kummerlig Levemaade paa den
anden, have vel ikke saaledes nedslaget mig, at
jeg ei skulde kunne tænke, at en høiere Haand hav¬
de ladet det blive mit Lod, for desto mere at yd¬
myge og bøie mig under sin Villie; men meest
har det krænket mig for de Redskaber, som For¬
synet bruger til at tugte sine Creature med. Jeg
haaber at overvinde disse Anstødstene, ved hans
Naade, som er mægtig i de Skrøbelige. De og
flere Venners Erindring skal vist nok holde mig i
Varme, saa længe Gud kun lader mig blive saa
mistænkelig ved hver en Advarsel, at jeg derved
idelig frygter for at være i Fare, og saa længe jeg
finder saadan en Dødsangest ved hver en ulovlig
Handling, var det end den mindste. Men, min
nye Ven og Ledsager! jeg har flere Brødre, de
