257
have ikke alle samme Gemytsbeskaffenhed, ikke
ere de alle i mine Omstændigheder; nogle i værre,
nogle i bedre. Alle ville vi blive ulykkeligere
og nedslagne, dersom De ikke foreholder vore
Jevnmennesker, at de ei ere berettigede til at døm¬
me ilde om os for vor haardere Skiebne; at de
Mægtigere ere ædle, naar de bøde paa forfaldne
Sager.
Forestil Dem et Menneske, som kiender
Dydens Høihed, som ved en temmelig god Op¬
dragelse og Omgang føler sine Pligter, som har
det bevægeligste og ømmeste Hierte ved Forestillin¬
gen af Religionen og dens hellige Lærdomme; men
see nu det samme Menneske en føie Tid overladt
sig selv, (dette er hans Prøve,) han falder i Skrø¬
beligheder, det muntre Blod og en frugthar Jnd¬
bildningskraft forleder ham til Daarligheder, han
kommer undertiden til sig selv igien, og Domsto¬
len i Hiertet er endnu ikke bleven den falske Ven,
der taug og for sildig bebreidede ham den Ulydig¬
hed, han havde viist imod hans lemfældige Led¬
sagning. Jmidlertid revses han ved sine egne
Daarligheder, som forlede ham til at søge Læge¬
dom i de Ting, der ere den fine og langsom dræ¬
bende Gift for Sielen. En pludselig Modgangs
Torden ryster denne Følesløse, han døves en Tid
lang, vaagner op af sin Forvildelse, bejamrer sin
Daarlighed, stræber at raade Bod paa sin forrige
