259
ethvervet sig ved gode og udsøgte Bøgers Læsning,
bringer ham jevnlig til sig selv igien, han ønskede sig
ud af sine maadelige Vilkaar, han beklager sig, man
er haard, og han har det Uheld, at man enten
kun betragter ham paa den slette Side, eller og at
andre, som kiende, at han i al denne Uorden be¬
sidder Forstand, og et Hierte, som er lige saa
nidkier til det Gode, som det før var fremfu¬
sende til det Onde, af Misundelse sætte ham Stød
i Veien, der, hvor han søgte Opreisning og Til¬
stød. Dette giør ham alvorlig, han skammer
sig, straffer sig selv, hader Lasterne, ja og de la¬
stefulde Staldbrødre. Mangel, Kulde, Hun¬
ger, Tungsindighed svækker hans Maskine. Nu
kan han ikke meere reise sig alene. Trang og Tung¬
sindighed ville have saavel naturlige som moral¬
ske Lægedomme. Undertiden forgaae de onde
Øieblikke; naar Blodet tager sit forrige Løb igien,
naar Maskinen igien er bragt i Orden, saa skam¬
mer han sig, han sukker, at han ei har opført sig
fornuftigere, at han, saa at tale, har været en
anden Jeg, den anden Sofia. J Morgen faaer
han igien sit Anstød, og igien forløber han sig.
Er dette ikke et ynkeligt billede? Mit Sind li¬
der selv for meget derved, naar jeg skulde udføre
det hele Stykke. Dette er kun Udkastet af dette
Menneskes Caracteer.
