260
Saa ulyksalig denne Dobbeltsynede er, kien¬
der jeg ham dog nøie nok til at troe, at han skul¬
de staae til at frelse. Han føler sin Forseelse,
han hader alt det, som krænker dens Ære, som
han tilbeder, den Navneløse blant Væsenerne, og
hans elskelige Søn vor evige Forbarmer. Han
lærer snart at nøies med sin Armod, og at foragte
Jordens og Livets Ringhed. Men i denne Til¬
stand, hvor han er langt fra alt Haab om endeel
physiske Fornødenheder, har hans Trang indslut¬
tet ham i et lige saa uselt Fængsel, som den gode
Dame Leonore; han arbeider i smaa Ting, og
laaner hendes Mundheld:
Rebus in adversis facile est contemnere Mortem,
Fortius ille facit, qvi miler esse potest.
Kiere Herr Tilskuer, byd de vittige, de
kløgtige og alt for muntre Siele, at de skaane ham
og hans Lige for deres Skiemtsomhed! Beed de
Mægtige, befal de Rige, at de dog understøtte
vore Brødre, og at de meere see paa vor Duelig¬
hed end paa vore Skiøbeligheder; mere belønne
vor Kundskab, end dem, som arbeide for deres
Magelighed. Gud har visselig sat Menneskene
her i Verden til at opfylde borgerlige Pligter, for
hisset at belønnes derfor. Men han bruger og
visse Mennesker til at sætte andre i Drift og Virk¬
somhed; undlade de nøie at randsage efter dem,
