274
Han gav dem i Talen et Middel til at skierpe de¬
res Fornuft, og til at finde daglig nye Behage¬
ligheder i Selskabet, ved at meddele hinanden
deres Tanker og Bevægelser. Han satte dem
paa et Sted i Verden, hvor de fandt ikke alene
det Fornødne, men og alt hvad Naturen formaaer
at frembringe til Menneskenes Fornøielse; han
ledte dem i Vellystens Have, midt iblant Urter,
Træer og Frugter, som baade vare deilige at see
og gode at spise af. Lad os spørge Fornuften,
om den ikke troer, at det første Menneske burde
komme saaledes fra Skaberens Haand, og om
den ikke holder for, at det i denne Tilstand var uen¬
delig lyksaligere end den Monark, som efter at
have forsøgt alt hvad Overflødighed, Magt og
Ære kunde giøre til at forbedre Menneskenes
Vilkaar, tilstod, at det alt var Forsængelighed
og Aands Fortærelse?
Men hvad Begreb vi end giøre os om det
første Menneskes Fuldkommenhed, skulde vi dog
vel ikke kunde troe, at det var fuldkomment nok
til at bevare denne Lyksalighed længe, uden at le¬
des af en høiere Viisdom, som lærte det at skye
saadanne Ting, hvis onde Følger det endnu ikke
kunde indsee; Mennesket var jo med al sin na¬
turlige Forstand og Uskyldighed endnu nye i Ver¬
den? Gud tilbød ham denne Ledsagning; thi
Guds Love, enten de ere befalinger eller For¬
