279
agtede Viisdom mere end Guldet, og Dyd mere
end Vittighed; som kiendte Menneskets Tænke¬
maade og Tilbøieligheder i alle Vilkaar og Stæn¬
der, og som har efterladt sig i sine Skrifter saa
prægtige Beviis af en paa Skiønsomhed og Er¬
farenhed grundet Jndsigt i det, som er den vig¬
tigste Deel af Regieringskonsten, at kiende det
menneskelige Hierte." Saadan en Konge,
hvor smaa ere ikke alle de, som de verdslige Hi¬
storier kalde Store, imod ham, og er det for
meget, hvad Skriften siger, at der ikke har væ¬
ret nogen som han iblant Kongerne? Men og han
faldt, til Beviis, at Mennesket i ingen Tilstand,
kan være lyksaligt, uden at regiere sine Begier¬
ligheder, og med ham endtes Jsraels Herlighed.
Riget blev deelt, og de fleste Konger vare
onde. Folket fortiente saadanne, og Gud gav
dem i sin Vrede. En tilvoxende Overdaadighed
og Vellyst fødte daglig nye Begierligheder, som
ikke kunde opfyldes uden Vold og Uretfærdighed.
Monarkiet forfaldt til et Despoterie, en Regie¬
ringsmaade, som kommer af en almindelig For¬
dærvelse i Tænkemaaden, som ikke kan ophæves
uden ved en almindelig Ødeleggelse. Denne
Ødeleggelse blev dem forkyndet ved Propheterne.
Det var ikke Forsømmelse af Gudstienesten ale¬
ne; om hvilken disse talede, det var naturlige og
borgerlige Laster, som til alle Tider i Verden
