289
Jndtil mit 50 Aar var jeg saa lykkelig at
bevare min Skiønhed saa uforandret, at jeg kun¬
de tilskrive mine egne personlige Fortrin det me¬
ste af den Ære, som man beviste mig i Selska¬
ber. Men da giorde en Sygdom Ende paa al
min Herlighed. Da jeg kom op igien, kunde
jeg saa tydelig merke i alle Selskaber, at jeg blev
æret alene for min Rang, at hvor stor denne end
var, og hvor meget andre misundte os, var jeg
dog utrøstelig over denne Forandring.
Min Mand benyttede sig deraf. Han be¬
bebreidede mig min forrige Stolthed af en Skiøn¬
hed, der var saa forgiengelig. Han sagde, at
det var ham kiert, at jeg dog engang maatte til¬
staae, at jeg nød alle de Ærebeviisninger, ikke
for min egen Persons Fuldkommenheder, men
alene for hans Skyld. Var det vel Under, om
disse Bebreidelser forbittrede en Person, som var
vant til at tilbedes. Jeg paastod, at min Mands
Rang hørte ham selv ikke meere til end min Skiøn¬
hed, at, som jeg havde Naturen og ikke mine eg¬
ne Fortienester at takke for mit smukke Ansigt, saa
var han Lykke og Hendelse lige saa meget forbun¬
den for hans Midler og Stand. Min Fortry¬
delse gik engang saavidt, at jeg sagde ham reent
ud, at man maatte sige om Skiønhed hvad man
vilde, saa havde jeg dog engang været virkelig
smuk, men han aldrig virkelig Ære værd. De.
