290
er det, sagde jeg i Vrede, endnu lige saa lidt,
som De haver været det, og dog beholder De De¬
res Rang iblant det ene Kiøn; og jeg, som vir¬
kelig har været elskværdig, jeg elskes ikke meere,
fordi Sygdom og Alder har berøvet mig min
Skiønhed.
Ere Mandfolkene ikke meget ubillige imod
os? De have opfundet utallige Ærestegn, med
hvilke de skiule deres egne Ufuldkommenheder, og
nøde andre til at ære dem langt over deres virke¬
lige Fortienester. De bevare, saa længe de le¬
ve, de Fortrin, som de engang have forhvervet
sig. Alderdom, Svaghed og Uduelighed for¬
ringe ikke deres Anseelse; og vi agtes hverken me¬
re eller længere end de personlige Yndigheder,
som behage dem, vedvare. Saasnart disse op¬
høre, ære de os ikke meere for vor egen, men for
deres Skyld. Man anseer os i alle Selskaber
kuns som Skygger af vore Mænd, og vi blive
store eller smaa alene efter det Skin, som Æren
kaster paa dem. Dersom vi vilde handle saale¬
des med dem, dersom vi foresatte os ikke at agte
dem uden for personlige Fortienester, og ikke læn¬
gere end de vare virkelig elskværdige; hvor man¬
ge agtede Mandspersoner bleve da ikke nødte til
at forlade de smukke Selskaber, og at søge Trøst
hos de gamle Skiønheder, som de nu foragte.
