291
Men, da vore egne Fordeele vel ikke tilla¬
de os at hevne os saa stærk paa et Kiøn, med hvil¬
ket vi leve i saa naturlig og uopløselig en For¬
bindelse; saa vil jeg heller foreslaae et Forlig.
Lad Mandfolkene beholde deres Titler og Æres¬
tegn, vi ville ikke engang saa nøie undersøge, om
de fortiene dem eller ei; men lad dem og tilstaae
os saadan en udvortes Ære, som vi kunde kalde
vor egen, og være sikkre paa at beholde. Lad
dem ved gode Love fastsætte saadan en Ligevægt
imellem begge Kiøn, at et Fruentimmer beholder
for sin hele Livstid den Rang, som hun ved sin
Skiønhed engang har forhvervet sig. Lad dem
tillade os at stige ligesom de, efter vores Alder
og Anciennete, og ikke taale, at en ung Tøs for
sin Skiønheds eller Fortienesters Skyld støder os
ned fra den Rang, som vi længe have havt. Lad
dem befale de unge Springere af deres Kiøn at
ære vore graa Haar mere, end andres gule Lokker
og glatte Kinder. Have Mandfolkene imellem
sig selv kundet fastsætte saadanne Regler for Æren,
som ikke altid ere grundede paa virkelige Fortie¬
nester, hvorfor vil man da være strængere mod
os? Agte vi Mandspersonerne ikke altid for de¬
res Dyders Skyld, hvorfor skulde man ære Fru¬
entimmerne alene efter deres virkelige Skiønhed?
Jeg slutter af Selskabets Beskrivelse i
Tilskueren, at det troer, der og iblant heslige
