295
kiender de gamle Grækers og Romeres Verker,
saa vel, at han ærer alle dem, som læse og efter¬
følge dem med Skiønsomhed og Smag. Naar han
skiemter undertiden med de Lærde, som arbeide i
de døde Sprog, er det ikke saadanne Folk han
mener, og endnu mindre de gamle Skribentere,
selv, men andre, som sætte al Lærdom i Sproget
alene, og enten lemlæste det ved at tale det fær¬
digt, men tillige barbarisk, saaledes som Brugen,
er ved de fleste academiske Øvelser, eller og lade
det være nok at kunde tale med de Gamles egne
Ord, og at kunde anføre de Steder, hvor enhver
Talemaade findes, uden at bekymre dem om Tan¬
kernes Sammenhæng og Lighed i Stilen, det er
saadanne Lærde, som uden Skiønsomhed og Vi¬
denskab, og uden at have rigtige Begreber om de
Ting, som de afhandle, sammensmøre hele Taler
og Verker af fremmede Talemaader, som blande
Stykker af Historier, Fabler, Hyrdesange, Hel¬
tedigte, Comoedier og Tragoedier imellem hinan¬
den, og forestille Læserne lige saadanne Vanskab¬
ninger, som dem Horatz beskriver i sin poetiske
Konst, og Æsope i sin bekiendte Fabel om Kra¬
gen.
Saa længe disse nøgne Siele ikke bruge
deres laante Fiere, uden til at skiule deres Nø¬
genhed, var det Synd at blotte dem; men, naar
de ere saa stolte deraf, at de maale al Fortieneste
