298
den, at intet duer uden hvad der er Fransk. Vi
have gode Bøger nok i det Latinske, men Folk
kiender dem ikke. Vore Adelsmænd ere for ma¬
gelige til at lære Latin. Den sande Lærdom ta¬
ger af. Nævn mig da nogle af disse Bøger, sva¬
rede Adelsmanden, og jeg vil være Dem meget
forbunden. Jeg kiender Grotius, Puffendorf,
Wolf og deres Efterfølgere. Jeg har og læst ad¬
skillige latinske Skrifter over den Tydske Stats¬
ret. Jeg har seet mange Disputatser over en¬
kelte Stykker af Moralen, Natur= og Folkeret¬
ten, og der ere vel mange tusinde, som jeg ikke
kiender, og endnu flere, som ikke meere ere til.
Men De kunde, sagde han videre, let slutte, at
det ikke er disse Bøger, som jeg søger. Jeg skal
nævne Dem en Bog, sagde den Lærde med en
triumpherende Mine, en Bog, som just er efter
Deres Plan, en Bog, som indbefatter den hele
Statsvidenskab baade i Freds- og i Krigstider;
som er uddragen af de Gamles Verker; som vid¬
ner om en uendelig Læsning, og er skreven paa
det skiønneste Latin med Autorum egne Ord.
Forfatteren har havt saa mange Grever og Ba¬
roner til Tilhørere, ha! da var det latinske Sprog
i Anseelse! Denne Forfatter, min Herre, er Lip¬
sius. Lipsius, sagde Adelsmanden; ja Lipsius,
den store Lipsius, svarede den anden, under det¬
te Navn er han endnu bekiendt blant de Lærde.
