309
skulde ved disse Erfaringer tilsidst blive saa bestyr¬
kede i deres Tillid til Gud, at ingen Frygt kan
bevæge dem til at tvivle om hans Forsyn og Be¬
skyttelse. De skulde føle hans medvirkende Naa¬
de i alle Livets Forandringer saa kiendelig, at E¬
vigheden selv skal synes dem for kort til at takke
ham derfor. Med saadan en Overbeviisning og
Erfaring taler David i den 139 Psalme, og den
bekiendte Engelænder Addison har været lykkelig
til at udtrykke de samme Følelser i sin poetiske
Ben. Disse to Stykker, sagde Præsten, har
jeg taget med mig i Dag, for at befordre den
Hensigt, i hvilken vi ere samlede, og for at byg¬
ge vores Glæde paa en Grund, som er bestandige¬
re end alt det Synlige af denne Verden.
Selskabet satte sig under Skyggen af en
Busk, medens Præsten oplæste dem følgende Styk¬
ker:
Herre, du randsager og kiender mig. En¬
ten jeg sidder eller staaer, da veed du det. Du
seer alle mine Tanker langt forud. Du omrin¬
ger mine Stier og mit Leie. Du kiender nøie
alle mine Veie; og der er ikke et Ord paa min
Tunge, som du jo veed. Inden og uden haver
du dannet mig, og alt hvad jeg er, er dine Hæn¬
ders Gierning. Naar jeg tænker derpaa, taber
jeg mig i Forundring; det er mig for heit, og
