310
jeg kan ikke begribe det. Hvor skal jeg gaae fra
din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt?
Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der,
og reder jeg mit Leie i Afgrunden, da er du og
der. Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger paa,
vilde jeg giøre mig en Boelig ved det yderste Hav,
da skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din
høire Haand holde mig fast. Og vilde jeg sige:
Mørkheden maae dog skiule mig, da er Natten et
Lys omkring mig. Mørket er ikke mørkt for dig;
og Natten maae lyse som Dagen; thi du, du dan¬
nede mine inderste Deele, du skiulte mig i min
Moders Liv. Jeg vil takke dig, fordi jeg paa
saa ubegribelig en Maade er bleven til; under¬
lige ere dine Gierninger, og min Siel fornemmer
det saare vel. Mine Been vare ikke skiulte for
dig, da jeg blev dannet i Skiulet, da jeg saa
konstig blev sammensat her neden paa Jorden.
Dine Øine saae mig, da jeg endnu var uarbei¬
det, og disse Ting vare alle skrevne i din Bog, i
Begyndelsen da du skabte Jorden, og førend de
endnu vare til. Derfor, o Gud! hvor dyre¬
bare ere dine Tanker for mig, hvad ere deres
Summer mange! Vilde jeg tælle dem, da bleve
de flere end Sand, og jeg kan aldrig nok udgrun¬
de dem. Randsag mig, Gud, og kiend mit
Hierte, prøv mig, og kiend mine Tanker! See,
