311
om der er en ond Vei i mig, og leed mig paa en
evig Vei.
De beundrede alle baade Tankerne og
Stilen i denne korte Bøn. Den Overbeviisning,
med hvilken David taler om Forsynet, gav dem
saa høie og levende Begreb af den uendelige og
allesteds nærværende Magt, med hvilken Gud
opholder alting og virker i de allermindste Deele,
at den hele Natur forekom dem som et Tempel.
Deres opvakte Siele saae igiennem Naturens præg¬
tige Forhæng ind i Helligdommen selv, og da de
længe i en stille Andagt havde mættet dem i Be¬
skuelsen af Guds Majestæt, forlangte de med
Begierlighed at høre den anden Bøn.
Endnu, sagde Præsten, er Religionen ik¬
ke saa foragtet, endnu er Veltalenheden og Dig¬
tekonsten ikke saa vanhelligede iblant os, at de sto¬
re Genier skulde blues ved at bruge deres Gaver
til Skaberens Lov, og fortvivle om at opnaae den
Ære, som er den høieste for et Creatur af de stør¬
ste Tænkekræfter. Pope, Addison og Young
have siunget til den Herre Zebaoths Ære; de
have siunge Seraphs Sang saa vel, at de endog
maae behage Folk, som have urene Læber. Ska¬
de, at man saa ofte har Aarsag til at sige om de¬
res Læsere, hvad Propheten sagde om sit Folk:
at de høre uden at forstaae, og see uden at for¬
nemme.
