312
Her er Addisons Bøn, Popes Oversætter
har fordansket den:
Naar min opvakte Siel, o Gud ! beseer din Miskundhed,
Jeg i Forundring falder hen i Tak og Kierlighed;
Hvor skal min svage Tunge vel med fuld Taksigelse
Mit kierlig Hierte følge? Dog du kiender Tankerne.
Dit Forsyn holdt mig Livet op, min Mangel opfyldt saae
Da jeg endnu i Mørket var, da jeg ved Brystet laae.
Din Naade laante Øret til mit spæde Raab og Skrig
Før mine Tanker havde lært i Bøn at samle sig.
Din ømme Omsorg styrkede mit Sind med Kraft og Mod,
Før, hvorfra al den Styrke kom, min unge Siel forstod.
Da jeg paa Ungdoms slibrig Vei trygt og uagtsom sprang
Til moden Alder styrede din skjulte Arm min Gang.
Jgiennem Farer, Nød og Død min Vei den banede,
Ja Lasters søde Garn, langt meer at frygte for end de.
Med Helbred har du tit paa nye opreist min syge Krop,
Og min i Synd nedsiunkne Siel med Naade liver op.
Din Godhed har af verdsligt Gods mig undt til Overflod,
Og som en rund og troefast Ven har du formeert min Lod.
For tusind, tusind Gaver bør min Tak dig bringes frem,
Dog meest for et erkiendtligt Sind, som glad kan nyde dem.
Hvert Øieblik udi det Liv, som du forunder mig,
Din Godhed jeg forkynde vil, og herliggiøre dig;
Og, naar mig Døden aabner har en Dør til Himmelen,
Den samme Lovsang vil jeg da istemme dig igien.
Naar al Naturen falder hen, naar Dag og Nat ei meer,
O! store Skaber! skiller af din Vilsdoms Gierninger,
