314
de, er saa almindelig, at man troer, at alle deri
maae have een Smag.
Hvor meget skulde disse Folk ikke forundre
sig, dersom jeg beskrev dem min Caracteer, saa¬
ledes som den virkelig er. De skulde finde den
lige saa forunderlig, som Arabella fandt den be¬
synderlige Mand i Selskabet, som ingen kiendte,
og som nogle holdt for den patriotiske Tilskuer.
Jeg har lovet denne smukke Person mit Portrait.
Her er det:
Jeg er aldrig ene, uden naar jeg sover og
naar jeg er syg; men Sygdommen maae og væ¬
re meget stærk, dersom jeg skal være ganske roe¬
lig. Jeg har fordrevet mange Svagheder med
Arbeide og Selskab, og alle Tider ere mig lige
beleilige. Mens jeg staaer op, klæder mig paa,
spiser, ja ofte om Natten, naar jeg ei kan sove,
har jeg Selskab af Personer, der ere lige saa u¬
roelige som jeg. Enten disse ere Aander eller
Mennesker, Levende eller Døde, Herremænd el¬
ler Bønder, er mig lige meget. Jeg taler tit
med Døde, jeg fører Brevvexling med Folk, som
aldrig have været til, og jeg forstaaer Stumme
af Tegn, lige saa vel, som om de kunde tale. Jeg
giør hver Dag nye Bekiendtskaber, og saasnart
jeg finder en Caracteer, hvori der er noget besyn¬
derligt, bliver jeg lige saa nysgierrig, som en
