316
at høre det af andre. Taler et Fruentimmer no¬
get, som er værd at optegne, tænker jeg strax, at
hun er en af de Usynlige, og alt hvad hun siger,
bliver indført i Selskabets Protocol; jeg skriver
hende til i Tanker, og besvarer mine Breve selv.
Læser jeg en Bog, en Disputats, en Samling,
af Afhandlinger; kommer jeg i et Selskab af
Lærde, som tænke i Schriblers Smag, og jeg
glemmer deres Navne, og min Hukommelse slaaer
mig feil, skriver jeg alt, hvad de har sagt, paa
Schriblers Regning. Denne Virkning af min
Glemsomhed bebreider jeg mig allermeest; at gi¬
ve en død Mand Skyld for Ting, som han maa¬
skee aldrig har tænkt paa, og berøve levende Folk
den Ære, som dem tilkommer for udødelige Ver¬
ker; skulde min Glemsomhed have forført mig til
at begaae saadanne Feil, hvor gierne vil jeg da
afbede dem, og hvor villig skal jeg findes til at
giøre alle dem Ret, som jeg derved kunde have
fornærmet! Det er mig vel umueligt, ganske at
aflegge den Feil, som jeg har tilfælleds med alle
dem, der have mange Forretninger, en kort Hu¬
kommelse; jeg forlader mig noget paa mine
Læseres Critik, som let kunde skille mine løse og
flygtige Hiernespind fra andres Verker, som ere
udarbeidede med Flid og Lærdom; men for at
giøre hvad jeg kan, skal jeg herefter, saavidt min
Hukommelse tillader, nævne alle dem, som giøre
