324
delsen intet bedre, end at optegne en Samtale,
som jeg for kort Tid siden har havt med et vittigt
og elskværdigt Barn. Dersom den finder Bi¬
fald, kan jeg oftere have den Fornøielse at med¬
dele mine Læsere saadanne; thi jeg er en stor Bør¬
neven, og der ere meget faa gamle Folk, i hvis
Omgiengelse jeg finder den Fornøielse, som i Bør¬
neselskaber.
Jeg spurgte Theages, saaledes vil jeg kal¬
de dette Barn, hvori han meente, at det, som
alle Mennesker ønske sig, Lyksalighed, bestod.
Han svarede: I Dyden. Dette Svar var alt
for høit for et Barn, til at troe, at det kom end¬
nu af en fuldkommen Overbeviisning; jeg søgte
derfor af andre Grunde, som vare ham bekiendte,
at lede ham til denne Overbeviisning om en Sand¬
hed, som endskiønt den ofte uden videre Forkla¬
ring sættes forud i vor Børnelærdom, dog er den
allervigtigste i den hele Philosophie, og just den
Sandhed, for hvilken Socrates egentlig fortie¬
ner at kaldes viis. Mener De da, sagde jeg,
at dydige Mennesker ikke kunde blive syge og fat¬
tige, og er Sygdom og Armod vel en Lyksalig¬
hed? Alle Mennesker vilde jo være lykkelige. Men
vilde de alle være dydige? Er dette saa, kiere
Theages, da maae vi først giøre os saadant et
Begreb om Lyksalighed, i hvilket alle Mennesker
komme overeens enten de ere dydige eller ei -
