338
ge Digteres største Skiønheder; at de ere saa u¬
kyndige i alle de smukke Konster og Videnskaber,
at de ikke vide at skille en historisk Fortællelse fra
et Malerie, og at de kunde være urimelige nok til
at foragte det største Mesterstykke i Maler= og
Billedhuggerkonsten, dersom man ikke af Histo¬
rien kunde bevise Rigtigheden af enhver Mine i
Ansigtet, og af enhver Fold i Klæderne. Med
faa Ord: at det største Mesterstykke af Raphael
og Rubens skulde i deres Øine ikke være andet
end en Malerløgn, og for saadanne Folk er det
vel forgieves at tale om andet end om Glosebø¬
ger, Syllogismer og Klosterkrøniker.
Der ere andre, som, endskiønt de ikke ved
en tør og pedantisk Levemaade have undertrykt
den naturlige Smag, som er tilfælleds for alle
dem, der have sund Fornuft, dog endnu ikke fø¬
le den høiere Poesies Skiønheder, enten fordi de
læse saadanne Verker uden Agtsomhed, og i
Sprog, som de ikke nok forstaae, eller og fordi
de ere saa længe vante til at ansee Rimene og Sta¬
velsemaalet for væsentlige Skiønheder. Blant
disse kiender jeg mange, som have lastet Milton,
uden engang at have læst ham, og som siden, naar
de have læst og forstaaet ham, have agtet ham
lige saa høit, som de tilforn lastede ham. Jeg
er forsikkret, at flere Læsere af dette Slags vilde
erfare det samme, naar de læse følgende Stykke,
