339.
som en af vore gode Poeter har oversat i riimfrie
Vers. Konstdommerne kunde spare sig den
Umage at bevise, at det ikke er en sandfærdig Hi¬
storie; de kunde, om det behager dem, kalde det
en poetisk Løgn. Jeg giver det ud for det sam¬
me som Poeten, for en Drøm, og jeg forlanger
kuns af de Læsere, til hvis Nytte det er skrevet,
at de vil dømme, om det ikke rører og opbygger
dem mere, end mange af de tørre Sandheder, som
de høre af adskillige Lærde, eller læse i deres Bø¬
ger.
Nu nærmed' sig i Øster Morgenen,
Med Rosen Trin, og saaede Perler ud
Paa Græs og Løv, da Adam vaagnede,
Som han var stedse vant; thi al hans Søvn
Var let, som Luft, af milde Vædsker fød
Og reen Fordøielse; som Blades Lyd
Og Bekkes Raslen (Morgenrødens Bud)
Heel let fordrev, og tidlig Qviddresang,
Af Fugle paa hver Qvist. Des større var
Nu hans Forundring, at han Eva saae
Ei vaagen, men med Haaret hængende
I løse Lokker rundt om blussend Kind,
Som af uroelig Søvn; han paa sin Arm
Sig lænte halv opreist, og fødede
