340
Hans Øine, tindrende af Kierlighed,
Ved dette Syn, henrykt den Skiønhed saae,
Som enten vaagen eller sovende
Fremskiød en saa særdeles yndig Glands.
Da med en Røst saa mild og angenem
Som Zephyrs Aandepust paa Flora er,
J det han sagte rørte hendes Haand,
Han hvisked saa: "Vaagn op, min Smukkeste,
"Min Brud, min nu sidst fundne Ven, den Gud
"Mig som det Beste forbeholdt tilsidst,
"Min altid nye Behag, see Dagen alt
"Og den nu friske Mark os kalder ud.
"See! vi forsømme os at agte, hvor
"Citronen knoppes og vor Plantning groer,
"Hvor Myrrhen drypper, Balsam sveder ud,
"Hvor Farver mænge sig, og konstig Bie
"Af Blomstret suer ud sin søde Saft.
Ved disse Ord hun aabned' Øinene,
Men fulde af Forskrækkelse og Frygt,
Og Adam savnende tiltalte saa:
"O! Du alene, Du mit Hiertes Roe,
"Min Ære, min Fuldkommenhed, hvor glad
"Jeg Dig og Dagens Lys nu seer igien!
"Thi jeg i Nat (slig Nat jeg aldrig før
"Oplevede) har drømt (om ogsaa drømt)
"Ei som jeg pleier tit og gierne vil, om Dig,
"Vor Gaardags Arbeid eller Foretagende,
