341
"Men om Fortred og Uroe, som mit Sind
"Har aldrig kiendt for denne fæle Nat.
"Jeg syntes, nær ved nogen kaldte mig
"Med sagte Røst, jeg tænkte det var Din.
"Hvad? Eva, sagde den, hvi sover Du?
"Nu er den beste Tid, kiøl, stille, taus,
"Undtagen hvor den Taushed brydes af
"Natsværmend Fugle, som nu vaagne, rør'
"Sin Elskovs stemte Tunger sødt; nu staaer
"Fuldkrindset Maane høi og med sit Skin
"J Skygge bilder alting af: omsonst,
"Om ingen agter det. Ja Himlen selv
"Med alle sine Øine holder Vagt,
"At see, hvem uden Dig? Naturens Lyst,
"Som alting, dragen af Din Skiønheds Pragt
"Sig fryder ved henrykt at skue an.
"Ved den formeente Røst jeg reiste mig;
"Men fandt Dig ei. Da for at finde Dig
"Jeg Jeg stillede min Gang, og syntes mig
"Gik ene giennem Veie, som tilsidst
"Mig førte uformærkt hen til det Træ
"Af nægtet Kundskab. Det var smukt,
"Ja nu langt smukkere det forekom
"For min Jndbildning end om Dagen seet.
"Og som jeg med Forundring saae det an,
"Stod En derved, med Vinger saadan skabt,
"Som En af dem, vi ofte før har seet,
"Fra Himmelen: af hans bedugget Haar
