342
"Udflød Ambrosia: i det han saae
Paa Træet stirrende: O! sagde han,
Du smukke Vext, saa overladt med Frugt,
Vil ingen værdige din rige Last
At lette eller qvæges med dens Saft,
Gud eller Menneske? Er Kundskab saa
"Foragtet? eller og Misundelse
Forbød at smage? thi hvad ellers kan
Derunder ligge skiult, man ikke maae
"Forbyde, hvem der vil, slet ingen skal
"Fra dit tilbudne Gode længere
"Afholde mig, hvi kom du ellers her?
Saa sagt, saa gjort, strax med en dristig Arm
Han tog og aad. Mig Angestsveed udsprak
Ved slig forvoven Gierning, frække Ord.
Men han saae overglad: O! himmelsk Frugt,
Sød i dig selv, men nydt langt sødere:
"Forbuden, som det syn's, kun for du er
Til Guder ene skabt, endskiønt i Stand,
At giøre Guder udaf Mennesker.
"Og hvorfor ei? det Gode tager til
Alt som det spreder sig til flere ud:
Selv Skaberen tilfreds den Tilvert seer,
Hans Ære voxer med hans Skabnings Gave
Her, smukke Eva, Engleskabning, pluk,
Og nyd du med; vel er du lykkelig,
Dog kan du blive meer, skiønt ingen Tid
Meer værdig. Smag du denne søde Frugt.
