348
saa klæder jeg mig paa, og naar jeg dermed er
færdig, forestiller Speilet mig den fuldkomneste
Skabning, som Natur og Konst nogensinde har
kundet frembringe. Jeg betragter den med stør¬
ste Fornøielse; jeg vender og snoer mig paa alle
Kanter, for at give mig desto bedre Leilighed til
at beundre den Fiinhed, som hersker overalt i
hvert et Træk, i hver en Fold, i hver en Kruse.
Er Maaltidstiden endnu ikke forhaanden,
saa gaaer jeg vel undertiden til en af mine gode
Venner, som er af samme Art som jeg, for at
overlegge med ham, paa hvad Maade vi fornøie¬
ligst kunde føre os Eftermiddagen til Nytte. Jeg
er ikke saasnart kommen ud paa Gaden, førend
Alles Øine ere vendte paa mig: Alle beundre min
Person, min Klædedragt, min Munterhed, og
min ypperlige Gang, hvori ingen Dansemester er
i Stand til at overgaae mig; jeg derimod seer
paa ingen, uden paa mig selv, og paa de Skiøn¬
heder, som vise sig i Vinduerne. Disse hilser
jeg med al den Konst, som den artige Dansesko¬
le har kundet lære mig; og jeg er forvisset om,
at der ikke er en iblant dem, som jo sender tusin¬
de Sukke efter mig. Men nu er Spisetimen
ankommen. Ak, min Herr Tilskuer! jeg kan
ikke beskrive Dem, hvor kiedsommelig denne Tid
er mig. Forestil Dem mig ved Siden af en gam¬
mel, ærbar, adstadig, og tillige avindsyg Fader,
