352
staaende synes fortørnede derover, saa lader jeg mig
dog ikke anfægte; det er Folk, som ikke vide at
skiønne paa en Petit Maitres Munterhed, og be¬
gribe ikke, at han bør være Petit Maitre saa vel
paa Skuepladsen som andensteds. Kommer en
Danserinde frem, for hvis Partie jeg har erklæ¬
ret mig, da klapper jeg, saasnart jeg seer hende;
thi at bie, indtil man saae, om hun fortiente det,
det vilde være ubilligt at forlange af en Petit Mai¬
tre. Nok, jeg klapper, i Synderlighed for de
Fremmede; mine Bekiendtere giøre det samme,
og en stor Deel af Parterret følger vores Exem¬
pel.
Er Skuespillet til Ende, saa henbringer
jeg det øvrige af Aftenen ved Spillebordet. Un¬
dertiden læser jeg vel ogsaa en smuk Roman; si¬
den min Fader gierne seer, at jeg læser. For
nogle Dage siden gav han mig en Afhandling at
læse, som jeg troer, kaldes Betragtninger over
Tiden. Han roste mig det som et ypperligt
Skrift, og befalede mig at læse det med Agtsom¬
hed. Jeg satte mig ved et aabent Vindue, og
havde det ene Øie fæstet paa Bogen, og det an¬
det paa de forbiegaaende Skiønheder. Hvor for¬
nøiet blev jeg ikke, da jeg ved dets løselige Jgien¬
nemlæsning merkede, hvor fornuftigt Forfatteren
paa et Sted tænker, naar han siger, at vores
Ungdom og hele Livstid skal være lutter
