359
farede snart, at disse vare forfængelige. Han
saae, at Nøisomhed ofte gjorde den Fattige glad,
og at mange, som havde Overflødighed, aade de¬
res Brød med Græmmelse. Han lagde sig ef¬
ter Kundskab om adskillige Ting, han fandt, at
Viisdom havde lige saa stort Fortrin for
Daarlighed, som Lyset for Mørket, men at
Kundskaben dog alene ikke gjorde lykkelig; thi
hvad der hendedes Daaren, hendedes og Un¬
dertiden den Vise. Han betragtede Æren,
og den var lige saa forfængelig; thi hverken den
Vises eller Daarens Hukommelse blev evig,
det blev alt forglemt i de tilkommende Da¬
ge, og den Vises Navn døde engang ud saa
vel som Daarens. Han undersøgte Dydens
Følger, i Henseende til den udvortes og timelige
Lyksalighed; han saae, at den ikke altid blev be¬
lønnet, at den Uskyldige græd, uden at finde
Trøst, og at Vindskibelighed og Nidkierhed,
blev forfulgt af Misundelse. Han fornam,
at Rigdom endnu mindre gjorde fornøiet, at den
Gierrige ikke engang blev mæt af sin Overflø¬
dighed, og at en fremmed Arving ofte for¬
tærede hans Gods. Heraf sluttede han, at
alle Menneskers udvortes Vilkaar vare lige, at
det gik den Vise som Daaren, den Rige som
den Fattige, den Mægtige som den Svage,
den Retfærdige som den Uretfærdige; at Al¬
