371
vi sige ikke, at disse have Liv, hvorfor? fordi de
have ingen indvortes Fornemmelse af det, som
foregaaer i eller uden for dem. Vort Liv bestaaer
derfor ikke saa meget i den Formue, som Legemet
har til at bevæge sig selv, som i Virksomheden af
det Væsen, ved hvilket vi fornemme de indvortes
og udvortes Forandringer, og hvormed vi føle,
at vi ere til.
Ligesom nogle Lemmer af Legemet ere me¬
re vigtige og meere fornødne til at opholde det na¬
turlige Liv end andre, saa er der vel og lige saa¬
dan en Forskiel i Henseende til de Deele og Kræf¬
ter, af hvilke det hele Menneske bestaaer. Var
det daarligt, at man ikke vilde trætte sin Fod for
at bevare sin Sundhed, ikke opofre en Finger for
at bevare et Øie, ikke vove en Tand for at behol¬
de sit Hoved, ikke taale et Saar i Haanden for
at undgaae et Sting i Hiertet; hvad skulde vi da
dømme om dem, som ikke kunde taale nogen Møie,
ikke opofre en Lyst for at bevare Kræfterne og Virk¬
somheden af det Væsen, i hvilket Livet bestaaer
mere end i Legemet, for at bringe det til den Fuld¬
kommenhed, at det kunde have Materie nok til
Fornøielser i sine egne Fornemmelser, og føle sin
egen Værdighed saaledes, at det i alle udvortes
Forandringer kunde være tilfreds med sig selv.
Denne Fornemmelse i Sielen er Menne¬
skets rette Liv, men den er ikke muelig uden en
