372
Overbeviisning om at have brugt alle baade Sielens
og Legemets Kræfter i den rette Orden. Jkke Mis¬
brug og Forsømmelse alene, men enhver Brug af
vore ringere Formuer, ved hvilken de høiere lide,
og hvorved Sielens Virksomhed og Roe forstyr¬
res, er en værre Gierning end at lemlæste eller
dræbe sig selv.
Sindets Kræfter ere saa ædle Dele af vort
Væsen, det er ved dem alene, at vort Liv bliver
dyrebarere end Fæets og Planternes, og der ud¬
kræves saa megen Brug af Fornuften, for ikke at
blive her i Livet ulyksaligere end disse Creature,
som handle efter en uforanderlig og ufeilbar Drift,
at naar vi endog dømme efter dette korte Livs
Hensigter alene, maatte vi dog ansee et Liv, uden
Fornuftens Brug, for værre end Døden. Hvad
gavner det naturlige Liv et rasende Menneske?
Legemets Kræfter, dets Følelse og Bevægelse tie¬
ner kuns til at forøge hans Smerte og Uroe. Er
det da saa slet et Liv, at ikke kunde bruge For¬
nuften, mon det da skulde være et bedre, at ikke
vilde bruge den?
Endnu forskrækkeligere bliver dette Selv¬
mord, naar vi betragte Sielen som den eneste
Deel af vort Væsen, der kan haabe Udødelighed.
Jeg siger med Flid haabe; thi lad være, at man¬
ge Mennesker endnu ikke føle den Forviisning om
Sielens Evighed, som flyder saa nødvendig af
