375
og onde Vaner; saa længe vi ikke have tabt al
Følelse, og Fornuften endnu undertiden paamin¬
der os, er denne Tilstand at ansee som en Søvn,
af hvilken vi endnu kunde opvækkes; men, naar
vi misbruge det naturlige Lys til at bestride Grund¬
Sandhederne, naar vi enten nægte en alle Tings
Aarsag, eller forestille os den som et Væsen, der
ikke bekymrer sig om Creaturenes Handlinger, da
er Sielen i en virkelig Forrykkelse, og er mere
følesløs end i den dybeste Søvn.
En mindre Grad af Selvmord er den, i
hvilken vi ikke nok bruge vore Kræfter. Naar
vi enten af Magelighed eller Dorskhed ikke arbei¬
de, eller og spilde Tiden paa saadanne Ting, som
ikke ere vigtige nok. Den menneskelige Siel
har saa store naturlige Formuer, og vi finde end¬
og i dette Liv saa megen Anledning til at berige
vore Siele med nye Jndsigter, at endog de, som
bruge disse Gaver allerbest, finde, at de ikke nær
have gjort alt, hvad de kunde giøre, og at de
ved Forsømmelse og mange unyttige Arbeider ha¬
ve forkortet deres Liv. Vort Legeme er skabt
saaledes, at det taaler mere Arbeide end Hvile.
Kiedsommelighed, Uroe, Misfornøielse og Tung¬
sindighed ere gemeenlig Følger af Sielens eller
Legemets alt for liden Virksomhed. En bestan¬
dig og ordentlig Beskieftigelse giør det Arbeide
let, som ved Ophold og Lunkenhed ellers blev os
