398
Ved Betragtningen af denne rare Tildra¬
gelse i vores Sole=Kreds steg mine Tanker endnu
høiere op til det Væsen, som med saa stor en Viis¬
dom har bestemt den Orden, i hvilken ikke disse
store Himmel=Kugler alene, men og alle Sole¬
Gran, af hvilke de bestaae, opholdes og bevæ¬
ges. Ved Synet af en Planet, af en heel Jord¬
Kugle, som for Øiet var saa liden en Plet af So¬
len, at intet uden det uendelige store Mellem¬
Rum kunde bevare den fra at blive fortæret lige¬
saa hastig som de smaa Dyr der flyve i Lyset, ble¬
ve alle de Ting paa Jorden, som før havde været
store i mine Øine, saa smaa, at jeg ikke fandt
noget i den hele Natur, som jeg kunde kalde stort,
uden dette Væsen alene:
Han, som med lige Øine seer en Spurre ned til Jorden
At falde, eller og en Helt sit Bane-Saar at faae,
Et Sol=Gran og en Sole=Kreds at komme af sin Orden,
Og nu en Boble briste, nu en Verden at forgaae.
Pope.
Saa klar som den Sandhed er, at Jntet
er lidet eller stort i sig selv, men kuns i Forhold
til andre, og at de Grader, i hvilke Tingenes
Størrelser og Kræfter stige og aftage, ere i Na¬
turens Rige saa utalige, at intet af alt det, vi
see, er saa lidet, at det jo i Betagtning til an¬
det kan være stort, og intet saa stort, at det jo i
