403
at ansee det enten som umueligt, eller som Uan¬
stændigt for Gud, at drage saa om en Omsorg for
alle sine Creature, som den Fornuften og Skrif¬
ten ere enige i at tillegge ham. Man har ofte
forestillet det høieste Væsen som en Regiments
Chef, der bekymrede sig ikke om at opofre sine
Folk, saa længe han kund vidste at faae saa man¬
ge i deres Sted igien, at Tallet af det hele altid
var rigtig.
Naar man længe har handlet i Henseende
til andre Mennesker, ligesom Gud ikke bekymre¬
de sig om enhver Persons Skiebne, men kuns
om den hele Art, er det naturligt, at man til¬
sidst, især ved Udgangen af Livet, ønskede, at
han ikke heller bekymrede sig om os. Den stør¬
ste Siel, den, som var værdigst til Udødelighed,
skulde da ønske, at der blev intet tilovers af ham,
uden det Navn, for hvilket han har opofret man¬
ge Menneskers sande og virkelige Lyksalighed; thi
bekymrer Gud sig ikke om disse Mennesker, hvad
skal han da haabe? og bekymrer Gud sig om
dem, hvad maae han da ikke frygte?
Det menneskelige Livs nærværende Ring¬
hed, dets Korthed, Forfængelighed, vor For¬
stands Svaghed og Jndskrænkning, vore Daar¬
ligheders og vore Lidelsers Mængde have og gi¬
vet adskillige, baade i de ældre og i de nyere Ti¬
der, Anledning til at giøre den Slutning, at
