404
Gud ikke bekymrede sig om Menneskene. Der¬
som disse Philosopher havde nægtet alle Tings
Virkelighed, dersom de enten havde nægtet Gud,
eller paastaaet, at der var intet til af alt det, som
vi følte og saae, skulde deres Slutning, hvor
urimelig den end var i sig selv, dog havt mere
Sammenhæng med deres Grunde; men da de
tilstaae, at Tingene, saaledes som de ere, ikke
have været i Guds Forestilling uværdige til at ska¬
bes, kunde de af det menneskelige Livs Ringhed,
jo større de forestille den, ikke drage nogen anden
rimelig Slutning end denne, at saa viis en Ska¬
ber maae med saa svage Creature have høiere
Hensigter, som ikke i dette Liv opfyldes, og for
hvis Skyld han har holdt det værd at skabe og
opholde dem. Artens Vedligeholdelse alene kan
ikke være denne Hensigt; thi jo ufuldkomnere og
ringere vi forestille os dem, des mindre var det
Gud anstændigt at formere dem uden Ophør, der¬
som de aldrig bleve fuldkomnere end de vare.
Forestille vi os dem derimod som udødelige, be¬
tragte vi dette Liv som det første Trin paa Væse¬
nernes store Stige, som en Planteskole i Aan¬
dernes Verden; hvor vigtig kan da den mindste
Siel ikke blive ved sin evige Tilvext i det Væsens
Øine, som ikke seer paa det Nærværende alene?
Er et Barns, et Fosters Liv efter de verdslige
Love lige saa dyrebart som et fuldvoxent Menne¬
