410
var en Virkning af Stolthed, og jeg fandt til¬
sidst saadan en Lighed imellem mig selv og det
hele menneskelige Kiøn, at der ikke var en Feil
og en Ufuldkommenhed til, som jeg jo kunde til¬
egne mig, og at al indvortes Forskiel iblant
Menneskene bestod alene i Graderne af disse U¬
fuldkommenheder.
I dette Speil beskuer jeg daglig de men¬
neskelige Svagheder, og naar jeg i mine Beskri¬
velser undertiden forstørrer eller formindsker dem,
skeer det kuns for, ved en Forandring i Grader
at treffe den Adskillighed, som der er i Naturen,
og det Forhold, som der bør være imellem Egen¬
skaberne i en rimelig Caracteer. Naar jeg ta¬
ler om saadanne Svagheder, tillader jeg altid
mine Læsere at troe, at jeg finder Originalen i
mig selv, og at min Jndbildning er kuns en Ma¬
skine, som giør Tingen noget større eller mindre
end den virkelig er. Merker jeg derimod i no¬
gen af de fire Stænder en Gierning, som for¬
tiener at roses, arbeider jeg trolig efter min Ori¬
ginal; jeg ønskede, at giøre saadan en Caracteer
saa kiendelig, at Personen kunde blive belønnet
med en almindelig Høiagtelse. Om Hensigter¬
ne bekymrer jeg mig ikke; thi Propheten lærer
mig kuns at kiende mit eget Hierte, og skulde jeg
dømme af dette, da ere og de fleste menneskelige
Dyder meget ufuldkomne.
