7.
Uret. Derved begyndte han at faae Fiender.
Dette forskrekkede ikke Kleon, han havde faaet
dem af Venskab for andre, og dette Venskabs
Tilvæxt erstattede hans Tab.
Kleons Venner tænkte ikke altid som han,
og dette var ei Under; thi faa Mennesker tænke
som Kleon. Kleon er en god Mand, sagde de
fleste, man kan giøre med ham, hvad man vil,
og det koster ikke meget at have ham til Ven.
Disse Venner vare koldsindige. Denne Mand
er for meget elsket, sagde andre, han kan blive
farlig. Disse Venner misundte ham. Den
udvortes Koldsindighed fortrød ikke Kleon; Det
er mig kiært, sagde han, at mine Venner troe,
at jeg ikke forlanger saadanne Beviis af dem, og
at det er nok, at de elske mig. J denne Tanke
fandt Kleon saa megen Fornøielse, at intet, uden
de kiendeligste Beviis af Misundelse, kunde be¬
væge ham til at tvivle om Oprigtigheden af et
Venskab, som det kostede hans Venner saa lidt
at vedligeholde. Kleon merkede omsider at han
havde taget feil, og jo mindre han havde forlangt
af sine Venner, jo mere han havde giort for
deres Skyld, jo mere han havde forladt sig paa
deres Venskab, desstørre var hans Fortrydelse
ved at see sig bedraget i et Haab, hvori han havde
sat al sin Fornøielse.
