16
tighed og Kiælenskab Børnene selv Anledning
dertil. Hvor meget befordres ikke Arrighed,
Utaalmaadighed og Misfornøielse derved, at man
ynker Børn ved det mindste Stød, at man tilla¬
der dem at skrige; da et Barn derimod, som
tillig vænnes derfra og ikke bliver ynket, meget
sielden græder, og følgelig føler mindre selv den
Smerte, som saadan en Hendelse kan tilføie ham.
Man lærer dem Hevngierighed ved at slaae Dyr
og banke Gulvet, naar de falde og støde sig.
Den Agtsomhed, med hvilken gamle Folk be¬
merke deres Klæder og giøre mere af Børn, naar
de ere smukt pyntede, end naar de ere vel artede,
hvor megen Lyst til Pragt og Forfængelighed,
maae det ikke opvække i disse smaa sandselige
Kreature, som behandles som Marionetter, og
hos hvilke det ansees for en Dyd at kunne tilig
kneise og bryste sig af disse udvortes laante Pry¬
delser. Fattes dem det mindste, strax hedder
det, hvad vil du spise, hvormed kan vi fornøie
dig. Ved saadan utidig Godhed giør man dem
kuns det Onde mere føleligt, man formerer deres
Begierligheder, de vide selv tilsidst ikke hvad de
ville forlange, blive utaalmodige, naar de ikke
faae alt hvad de ønske, og vænne dem til at ansee
deres sandselige Lysters Opfyldelse som deres
eneste Trøst og Lyksalighed: Da man derimod
burde giøre sig al Umage for at vænne dem til
