33
Min Ven!
J veed, at jeg betragter de Rettigheder, som
min Stand og Formue give mig, som det
vigtigste Kald baade af Forsynet og af Regierin¬
gen. Hr. N. er død, og jeg ønskede at skaffe
Menigheden lige saa god en Præst, og baade
Eder og mig lige saa fornuftig en Ven igien,
som den, vi begge have mistet. Dette er jeg
Kirken, Staten, Videnskaberne, mig selv og
mine Bønder skyldig. Geistlige Embeder ere
desuden hos os den eneste Belønning, som de
Studerende med nogen Vished kunne haabe.
Philosophien, Natur=Læren, de smukke Viden¬
skaber, Historien, ja Lovkyndigheden selv, kunne
ikke altid nære de faa Personer, som opofre sig
til deres Dyrkelse. Det er saa langt fra, at
jeg troer, at disse Videnskaber ere en retskaffen
Lærer til nogen Hinder i hans Kald, at de meget
mere ere nyttige, baade til at fornøie ham selv
paa en anstændig Maade, og til at gavne og
opbygge hans Menighed. Den Ensomhed og
Rolighed paa Landet, som forleder nogle ikke
alene til Ladhed, men og til Laster, som ere deres
Stand saa uanstændige, hvor herlige Frugter
skulde den ikke frembringe for Religionen, Na¬
tur=Læren, og alle smukke og nyttige Videnska¬
ber, dersom den blev brugt med den Nidkiærhed,
