42
Skaberens Hensigter til intet; Hvor mange uri¬
melige Sætninger! Sige de ikke alle, at Viis¬
dommen arbeider uden Hensigter, at Almagten
virker forgieves, og at en uendelig Godhed, som
bevæger Gud til at skabe, er spildt, fordi, naar
alle fornuftige Væsener vare forgiengelige, skulde
han efter den utænkeligste Tid ikke være kommen
sit Maal nærmere, end da han først begynte
at skabe.
Ere der uforgiengelige Væsener til, hvis
Tænkekræfter og Lyksalighed voxe tilligemed Skab¬
ningen, af hvilken saadanne Væsenets Fuldkom¬
menhed og Lyksalighed maae være den fornem¬
meste Hensigt, hvilket er da meest overensstem¬
mende med den sunde Fornuft, enten at Gud
sætter disse Kræfter strax i den høieste Grad af
Virksomhed, eller at hans Viisdom følger den
samme Lov i Aandernes Rige, som i den øvrige
Verden, at lede alle Kræfter gradviis fra et Trin
i Fuldkommenhed til et andet? Dersom høiere
Tænke=Kræfter, end de Menneskelige, vare alene
skabte til en ævig Vedvarenhed, og strax blevne
saa fuldkomne som de kunde blive, var der da
saa megen Oroen i den fornuftige Verden som i
den synlige, var ikke den største Deel af begge
Verdener skabt forgieves?
Guds Egenskaber, saaledes som de kien¬
des af den synlige Verden, kunne derfor give de
