62
let, sagde Dommeren; men den største Vanske¬
lighed er at fornøie dem, som endnu ere tilbage.
J er ikke tent, sagde han til Fruentimret, med
at faae en Skiønhed igien, som ikke finder her
nogen Tilbeder; og da denne Lyst er af alle jor¬
diske den, som snarest ophører ved Legemets Død,
saa kiender jeg og ingen blant alle Sielene her,
der skulde have Lyst til at være Eders Galant.
J et Land, hvor alle ere lige, skal det være lige¬
saa vanskeligt, sagde han til Hofmanden, at finde
en Post for Eder, og det er for meget at forlan¬
ge, at jeg for Eders Skyld skal forandre vores
hele Stats-Forfatning. Alt, hvad jeg formaaer,
sagde han til Fruentimret, er at give Eder igien
Eders Ansigt smukkere end det nogen Tid har
været, og at lade denne Cavalleer, sagde han til
Hofmanden, nyde den Lykke, som han i Livet
agtede saa høit, at være saa dellig en Persons
eneste Tilbeder.
De gik alle fornøiede bort, og enhver haa¬
bede at besidde en Lyksalighed, som aldrig skulde
faae Ende.
Feltherren stillede sig for i Spidsen af en
Krigs=Hær, som med den fuldkomneste Orden
lystrede hvert et Vink, og angreb Fienden med
saadan en Tapperhed, at der ved hvert Angreb
falde mange Tusende. De Slagne, thi alle
vare udødelige, reiste dem strax igien. Begge
