63
det Romerske Folks Historie, som mit jordiske
Liv, endog naar jeg tog Nætterne til Hielp, ikke
var langt nok til at udfinde. Du, en Romer,
sagde Cato, en Barbar er du. Baade dit
Sprog og din Tænkemaade røber dig. J ne¬
drige Siele, som nedstamme fra de vilde Folk,
som ødelagde mit Fædreneland, tænker J at blive
værdige til at kaldes Romere derved, at J læse
deres Skrifter, at J tale deres Sprog med grove
og uslebne Tunger, at J samle Levninger af de
Byer, som Eders Fædre brændte? Nei, at elske
sine Pligter, at opofre sig for det Almindelige,
og være ubevægelig i store og ædle Forsætter, det
er Egenskaber, som giøre Folk værdige til at op¬
tages i vores Borgerskab. Jeg fornemmer,
sagde den Lærde ved sig selv, at Cato er ligesaa
alvorlig efter Døden, som han var i Livet; Jeg
vil gaae til Horatz, han skal vide bedre at leve,
det vil glæde ham at see mine Anmerkninger over
en af hans Oder. Disse Anmerkninger udgiorde
saa stort et Verk, at Formaten alene var nok til
at sætte Horatz i den største Forundring. Jeg
er Dem meget forbunden, sagde denne gamle
muntre Poet, fordi De haver villet giøre Dem
den Umage at tillegge mig saa mange Tanker,
som jeg aldrig har havt. Den Ode, som det
har behaget Dem at skrive saa stor en Bog om,
er intet mindre end Virkning af en dyb Philoso¬
