00
phie eller af en vitløftig Lærdom. Jeg giorde
den færdig i et Selskab, hvor der var for god
Viin og for mange smukke Ansigter til at jeg
skulde tænke saa meget. De giør mig megen
Uret, om De troer, at jeg har været lærd; vil
De giøre Bekientskab med saadanne Folk, boer
her en Mand næst ved, som hedder Orbilius, hos
ham kan De faae Oplysning nok om Ordenes
Ælde, om deres Oprindelse, om Skrive=Rig¬
tigheden og om alle de Forandringer, som ere
foregaaede i Sproget. Jeg belymrede mig for¬
nemmelig om Tankerne; Jeg prøvede dem efter
den sunde Fornuft. Jeg talede Latm saaledes,
som man talede det i min Tid i Rom, det er at
sige, som fornuftige og slevne Folk tale deres
Moders Maal, og deri bestod min Sprog=Konst.
Efter mange saadanne Samtaler, ved hvilke den
Lærde begynte at tabe endeel af sin forrige Smag,
uden dog at blive bedre oplyst, var han endelig
saa lykkelig at treffe Soerates, for hvilken han
beklagede sig over den Tid, som han havde spildt
paa en Lærdom, for hvilken han blev saa lidet
agtet, endog i de Dødes Rige. Han bad So¬
crates, at han dog vilde sige ham, hvori den
Viisdom bestod, for hvilken man endnu ærede
ham saa meget i Verden, og hvorved han syntes
at være saa lyksalig her. Jeg har læst meget
derom, sagde den Lærde, men jeg har aldrig for¬
