07
staaet det ret. Min hele Viisdom paa Jorden,
sagde Socrates med en Smil, bestod deri, at
jeg vidste selv, at et dødeligt Menneske ikke kan
vide meget, at jeg satte min Lyksalighed alene i
Pligternes Udøvelse, og haabede et bedre Liv.
Det kostede den Lærde megen Umage at overtale
sig selv, til at troe dette; men af Frygt for at
faae lige saa haard en Dom som Feltherren, der¬
som han paa nye klagede over Skiebnen, blev
han hos Socrates saa længe, indtil han fuldkom¬
men havde lært, at han vidste Intet.
Den Rige hørte daglig saa mange For¬
bandelser af sine Arvinger, fordi han havde skiult
sine Penge, at han blev kied af at vaage længer
over sin Skat. Da den Vellystige havde forsøgt
alle Forandringer saa længe, indtil han var ble¬
ven vant til dem alle, og fandt ikke meere Smag
i noget, følte han tilsidst ikke andet end en umæt¬
telig Hunger. De ønskede begge at blive for¬
løste af deres Fængsel, og Dommeren lod den
første Siel fare i en Tigger og den sidste i et
Sviin.
Det varede ikke nær saa længe, førend den
Smukke og hendes Galant ønskede uden noget
Vilkaar at skilles ad; deres Siele bleve forflyt¬
tede i to heslige Mohrer, som man siden solgte
til Slaver paa Colonierne.
