89
Da Orpheus og Linus ved deres forfæn¬
gelige Sange lokkede Menneskene ind i de første
Byer, for at regiere dem, løb vore værdige For¬
fædre, for at bevare deres gamle Frihed, paa
Skoven; De vilde heller spise Olden, end lade
sig nøde til at dyrke Jorden for at tvinge den
til at bære Korn. Det er vel sandt, at vi an¬
tog siden den Levemaade, som disse Sangere saa
ubetænksom havde indført. Hvad siger jeg?
Vi bleve de nidkiereste Forsvarere deraf; Men
det skede længe efter, og kuns for at sætte os saa
meget desheftigere mod andre Nyeheder, som vare
ligesaa farlige. Saa bestandig er vores Hengi¬
venhed til Broderskabets Grundregler, at vi,
for at følge dem, opofre alle andre Fordomme.
Den samme Skik, den samme Lov, den samme
Mening, som vi forsvare til en vis Tid, og i et
vist Land, fordømme vi til en anden Tid og paa
et andet Sted.
Det var Menneskene ikke nok, at de spiste
Brød i Stedet for Olden, kogt Mad i Stedet
for raadt Kiød, og at de havde indført Love, i
Stedet for Faust=Retten. Disse urolige Hove¬
der, som aldrig ere fornøiede med en Ting, der¬
for alene, at det saa er Brug, giorde nye Un¬
dersøgninger, og under Paaskud, at forbedre de
første Stiftelser, ødelagde de Alting. Med
hvilken Nidkierhed have vi ikke hindret Brugen,
