80
af denne saa kaldede Fornuft? Heraelit under¬
søgte Menneskets Svagheder og Ufuldkommen¬
heder, ligesom en Læge kan besigtige et Saar;
han begræd dem, og under Paaskud, at han selv
ikke maatte befinde sig vel, sendte vore Ordens¬
Brødre af hans egne Landsmænd ham en Bar¬
berer, for at aarelade ham. Anaxagoras op¬
dagede først nogle af de Sandheder, som vi selv
siden have antaget; Vi drev ham i Landflygtig¬
hed, for at straffe ham for hans Forvovenhed.
Da vor Strenghed ikke kunde skrække Socrates,
da han forførte Ungdommen, og lærte den, jeg
veed ikke hvad for ubekiendte Lærdomme om Rig¬
doms Foragt, om Forsigtighed i vore Slutnin¬
ger, om Beskedenhed i vore Domme, om de
offentlige Emveders Vigtighed, og om andre
høiere Ting, fik han den Straf, som hans Dum¬
dristighed fortiente. Giften forskrækkede dem,
som vilde efterfølge ham; Dog ophørte denne
rasende Lyst til at opfinde Nyt først længe efter
ham. Endelig bleve vi ved en utrættelig Flid
stærkere end vore Fiender, og vi regierede roligen
i nogle hundrede Aar. Men denne Lyksalighed
havde og omsider en Ende. Ak, hvilken be¬
drøvelig Epoke. Det er forgieves, at vi fæng¬
sle Galileus, at vi forjage Des Cartes, at vi
beskylde kloge Folk for at være Trøldmænd; Al¬
ting forandrer sig, og vi nødes selv ofte imod
