97
me Folk, som skrige saa heftig mod alt hvad der
er fremmed og nyt; som hvert Øieblik rose vort
Eget og det Gamle; som forekaste Fremmede, at
de ikke kiende Landet; som ikke kunde taale, at
man anfører et andet Folks Erfarenhed, for at
bevise en Indretnings Muelighed hos os selv.
Disse samme Folk foragte til en anden Tid alt,
hvad der skrives, opfindes og forarbeides i Lan¬
det; de holde det ufornødent at dyrke deres
Sprog, og bekymre sig saa lidet om det Land,
hvilket de holde for at være af saa besynderlig en
Beskaffenhed, at ingen uden de selv kunne kiende
det ret; at, naar de baade ved Læsning og Rei¬
ser have samlet sig en vitløftig Kundskab om
andre Lande, veed de ofte ikke de almindeligste
Ting af deres eget. En petit Maitre, som hol¬
der det for en Skam at bære et Uhrværk eller
en Daase, som er gjort i Landet, og at tale
Dansk med sine egne Landsmænd; som ikke kan
skrive et Brev i sit eget Moders-Maal; som ofte
ikke veed, hvor den Mad, som han spiser, og de
Klæder, som han slider, komme fra, og som
skulde væmmes derved, dersom man af en Hen¬
delse sagde ham, at det første var voxet og det
sidste forarbeidet i hans egen Provinee; saadant
et Menneske troer ofte, at fordi et Land, mod
hvilket han er saa utaknemmelig, har født ham i
saa mange Aar, derfor har han i dette Land saa
