108
at vaagne til den sædvanlige Tid, og at istemme
sin Morgen-Sang. Dagens Pragt og den Vel¬
lyst, som den følte i at forklare sine Bevægelser,
ved Stemmen, indtog den saaledes, at den ikke
merkede Spindel=Væven, og endnu mindre giorde
sig nogen Forestilling om Æderkoppens Hensig¬
ter. Da den siden vilde kaste nogle Skaller ud,
som vare blevne tilovers af det Frøe, som den
havde spiist, falt ved en Hendelse nogle af disse
Skaller ned i Æderkoppens Væv, som derved
kom i saadan en Uorden, at nogle af de Fluer,
som den nyelig havde indviklet, Slap løs. Hvor
tør du letsindige og unyttige Fugl, sagde Æder¬
koppen i sin Vrede, saaledes angribe min Væv,
den Væv, som er gjort saa meget konstig, hvis
Streger og Kanter ere saa lige, saa rigtige, at
den største Landmaaler ikke kunde giøre dem bedre.
Lærken, som endnu ikke ret vidste, hvad der var
skeet, og hvad det var, som bevægede Æderkop¬
pen til at skielde paa ham, spurgte ham, hvorfor
han kaldte ham en letsindig og unyttig Fugl?
fordi, sagde Æderkoppen, du giør ikke andet end
synger, og forstyrrer mig i mit konstige Arbeide.
Konstig, tilstaaer jeg gierne, at det er, sagde
Lærken, det har jeg jo aldrig nægtet? ja ikke
alene konstigt, svarede Æderkoppen, men og nyt¬
tigt, og tusindegange nyttigere end al din Sang.
Kan nok være, sagde Lærken, vil du da ikke sige
