109
mig, min kiære Æderkop, hvori det bestaaer,
at jeg kan have den tilbørlige Høiagtelse for dig?
J stedet for, sagde Æderkoppen, at du sidder
indsluttet som en Fange i dit Buur, kan jeg gaae,
hvor jeg vil. Jeg forstaaer den Konst baade at
angribe og at forsvare mig. Med en eneste
Traad kan jeg henge mig fast i Luften, løbe op og
ned i en ret Linie, fange Fluer, dræbe dem med
et Sting, og holde dem fast i min Væv.
Du forstaaer altsaa meget vel at ødelegge
andre Dyr til din egen Nytte, sagde Lærken.
Dersom jeg ikke dræbte saa mange Fluer, svarede
Æderkoppen, skulde de plage Folk endnu meer
end du giør. Jeg forstaaer og andre Ting, der¬
som Menneskene vidste at skiønne paa mit Arbei¬
de, kunde de giøre ligesaa fiint Tøi af mit Spind,
som af Silken. Det er sandt, at det har ikke
den Anseelse, men det er nok saa sterkt, og Dyr,
der paastaae at være saa fornuftige som Menne¬
skene, burde see mere paa det Grundige og Be¬
standige, end paa det Glimrende; men det er
just det, som meest forbitrer mig, at ligesom man
agter Silke=Ormenes Spind mere for dens Glands,
saa agter man og dig mere for din Sang. Du
veed mange Ting, svarede Lærken, men hvor har
du lært alt det? Af mig selv, svarede Æderkop¬
pen, og det er just det Forunderligste. Jeg be¬
høver ikke som Bien at flyve om fra et Blomster
