110
til et andet, for at hente Materialier til det, som
jeg forarbeider. Jeg behøver ikke heller saa
mange Anstalter som du, der endelig skal sidde
paa en Græs=Tørv midt i Solen, for at kunde
synge. En gammel Mur, en mørk Krog er
mig nok saa kier som den prægtigste Bygning og
den herligste Egn, og jeg kan uden Syn og Hø¬
relse, ved Hielp af min ordentlige Tænkemaade
alene, og ved en liden Grad af Følelse, udspinde
alle disse prægtige Figurer, som du her seer. Si¬
den du er saadan en Elsker af gamle Mure, sagde
Lærken, hvorfor bliver du da ikke der, hvor du
er sikker for Støve=Kosten? hvorfor vil du ende¬
lig spinde ved mit Buur? Jeg kommer dig al¬
drig for nær; Min Lyst er at see Dagens Lys,
og jeg bygger aldrig i gamle Mure. Men siden
du kan saa mange Ting, saa kan du vel og synge?
Synge, svarede Æderkoppen, ja det er nok en
stor Konst, naar jeg kan giøre saa rigtige Linier
og Kanter, vil du da spørge, om jeg kan synge?
Men siden det er saa let, svarede Lærken, hvor¬
for synger du da aldrig; Fordi jeg aldrig har
holdt det Umagen værd, svarede Æderkoppen.
Men naar jeg nu bad dig meget derom, sagde
Lærken, og jeg forsikrede dig, at det skede alene
for at finde Anledning til at beundre saa dybsin¬
digt et Dyr, som du er, i den Konst, der er
den eneste jeg forstaaer. Det er mod min Na¬
