112
os, skulde vi hverken misunde Fuglene deres for¬
gyldte Bure, eller Menneskene deres prægtige
Palladser. Men dette er det eneste, som for¬
tryder mig, at naar Dyrene have den hele Skov
og Mark for sig selv, og Menneskene have opreist
store Slotte og Templer, som de ikke selv kunde
opfylde, kunne de ikke saasnart see en Spindelvæv
i Krogen af et Vindne, førend de komme med en
lang Støve=Kost for at feie den ned. Saasnart
en Bygning bliver gammel, og til at holde den
for gammel, er det undertiden nok at man finder
nogle af vore Væve i Krogene, skal den strax
rives ned. O! hvor mange prægtige Væve, hvor
mange gamle Mesterstykker have de ikke ødelagt
ved denne utidige Lyst til at forandre, og vidste
de, hvad Umage de have kostet os, langt mere
end disse forfængelige Zirater, disse glimrende Ta¬
peter, disse opsminkede Ansigter, med hvilke de
zire deres Vægge, vidste de, hvor megen Deel
de høiere Sielekræfter, den rene Forstand have i
vore Figurer, fremfor i disse Verker af Sandser¬
ne og Jndbildnings=Kraften; da skulde de agte
en gammel Muur, som var fuld af Spindelvæ¬
ve, høiere end alle deres nyemodige Bygninger.
Vare der ikke endnu iblant Menneskene nogle, som
agtede disse Levninger af Alderdommen; vare der
ikke nogle saa grundige Lærde til, som havde lige¬
saa stor Afskye, som vi, for alle Slags Støve¬
