114
og Smag, og som jeg kan dømme om. Det
eneste, som her undertiden giør mig Tiden kied¬
sommelig, er, at jeg ikke meere kan høre de utal¬
lige Stemmer, med hvilke saa mange Slags Fugle
i forenede Flokke udtrykke den uskyldige Glæde,
som de føle, og den selskabelige Drift, som Na¬
turen har indprentet dem. Jeg misundte aldrig
Nattergalen, at han blev mere agtet end jeg.
Jeg afbrød tit min sødeste Søvn for at høre ham;
jeg tang af Ærbødighed, saasnart han begyndte
at synge, og jeg var den første iblant Fuglene til
at klappe med Vingerne ved hans prægtige Slag.
Kunde du synge som han, min kiere Æderkop,
hvor vilde jeg da glæde mig ved at have dig til
Naboe. Men kunde vi, som ikke forstaae an¬
det end at synge, fornøie os saa meget, ikke alene
ved vore egne Gavers Brug, men og ved de
Fuldkommenheder, som andre Fugle=Arter besid¬
de; ære vi Mesterstykkerne i alle disse adskillige
Tunge-Maal; hvor meget maae da ikke Dyr af
saa stor en Dybsindighed, som J, finde at be¬
undre i hinandens Arbeide, og hvor lyksalige
skulde J være, dersom J boede tilsammen?
Vi forlange ikke at være hinanden saa nær,
sagde Æderkoppen; Kierlighed er kuns en Dyd
i de svage og indskrænkede Siele, som regieres af
Følelser, og ikke af Grunde. Saa dybsindige
Dyr, som Æderkopper, kiende ikke denne Fø¬
