115
lelse. For at have Rum til at udbrede vor Væv,
og Plads nok til at jage, boe vi langt fra hinan¬
den, og taale ikke, at en anden Æderkop kom¬
mer os paa mange Skrit nær. Enhver har saa
meget at beundre i sit eget Arbeide, at, hvor
høit vi end i Almindelighed agte vores Art frem
for alle andre Dyr, elske og rose vi dog aldrig
hinanden indbyrdes. Saa mange Secter, som
der ere iblant Menneskene, saa mange adskillige
Arter ere der og iblant Æderkopperne; Saa
mange philosophiske Systemer, saa mange Maa¬
der at væve paa. Enhver Philosoph holder sit
System, og enhver Art af Æderkopper sin Væv,
for den beste. Af Nidkierhed for vore Grund¬
regler ødelegge vi hinanden; Lykken er forander¬
lig, og af den Aarsag har hver Art sin Tid, da
den er mægtigst, og da de andre sielden lade sig
see. Nu have Æderkopperne med de lange Been,
som giøre lutter Mathematiske Skrit, længe væ¬
ret i Moden. 2 -
J det samme kom en Spie=Flue og stødte
an paa Væven, og Æderkoppen hastede med for¬
færdelige Skrit for at giøre saa rigt et Bytte.
Men Støve=Kosten, som strax derpaa lod sig
tilsyne, jog den med ligesaa lange Skrit tilbage,
ind i sit Hul, hvorfra den med yderste Forbittrelse
saae Fluen rive sig løs; og udspyede al sin Gift
paa den Støve=Kost, med hvilken man nedfeiede
